Influenza

Så er influenza-vaccinen kommet!! Hvis du tilhører en af nedenstående grupper, er vaccinationen gratis og vi anbefaler at du bliver vaccineret. Du kan blive vaccineret alle hverdage i åben konsultation 10-11 (ingen tidsbestilling).

-Er 65 år eller derover
-Har en kronisk sygdom
-Er svært overvægtig med BMI over 40
-Er gravid og mere end 12 uger henne

Læs mere hos Sundhedsstyrelsen

Nyfødte bliver fremover testet for cystisk fibrose

Alle nyfødte vil fra 1. maj 2016 blive undersøgt for sygdommen cystisk fibrose via en blodprøve i hælen

Læs mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Nye kørekortsregler for 70-årige

Fra 1. marts 2015 kræver en fornyelse af kørekortet ved 70 år ikke længere en lægeerklæring

Folketinget har vedtaget en ændring af færdselsloven, som har betydning for alle, som fylder 70 år.

For de fleste billister gælder, at kørekortet udløber, når man bliver 70 år. Der ændres ikke ved den udløbsdato, der i dag allerede står på et kørekort, men fra den 1. marts 2015 kræver det ikke længere en lægeerklæring at få det fornyet. Man kan ved at henvende sig til Borgerservice få sit kørekort fornyet, til man er 75 år.

I aldersgruppen fra 75 til 80 år kræver fornyelse en lægeattest, og kørekortet udstedes med en gyldighedsperiode på 2 år ad gangen. Fra det 81. år vil gyldighedsperioden fortsat kun være på 1 år ad gangen.

Igen mæslinger i København

Der er blevet konstateret et tilfælde af mæslinger i København tidligere i februar. Man skal derfor være ekstra opmærksom på mæslinger, og kontakte læge ved mistanke.

Såfremt man mener at have været i kontakt med en person smittet med mæslinger, anbefales det at man lader sig vaccinere straks (hvis man ikke i forvejen er vaccineret). Det gælder også voksne. Man kan tidligst vaccinere børn fra 1-årsalderen.

For præcis et år siden havde vi også et tilfælde af mæslinger her på Amager, dengang var der tale om et uvaccineret spædbarn.

Såfremt dit barn ikke er vaccineret mod mæslinger, vil jeg anbefale du bestiller en tid hos os til en vaccination eller blot en snak om dette.

Om mæslinger

Mæslinger er en alvorlig sygdom. WHO har beregnet, at der i 2000 var 30-40 millioner tilfælde af mæslinger, heraf ca. 750.000 dødsfald. Det er oftest børn under 5 år i udviklingslande som dør, men selv i et udviklet land som Danmark er dødeligheden anslået til at være 1 ud af 2.500 smittede.

De første symptomer kommer 1-2 uger efter, at barnet blev udsat for smitte (inkubationstid). Sygdommen starter med forkølelsessymptomer som hoste, løbende næse, øjenkatar, lysskyhed, høj feber og sygdomsfølelse, og varer i 3-4 dage. Der er ikke udslæt i denne fase. I munden kan man i dette første stadie se nogle hvide pletter på indersiden af kinden (Koplikske pletter). Efter første stadium følger en kortvarig bedring. Feberen falder, og det syge barn kvikker lidt op.

I den anden fase stiger temperaturen påny, og det typiske mæslingeudslæt viser sig. Udslættet er først småplettet og lyserødt, men det flyder efterhånden sammen til større områder med lidt mørkere farve. Huden kan virke lidt fortykket. Typisk starter udslættet bag ørerne, for så at sprede sig nedover halsen, kroppen og til slut arme og ben. Dette tager et par dage. Denne fase varer som regel 3-5 dage.

Efter indførelse af MFR-vaccinen (gives når barnet er 15 mdr. og 4 år) er mæslinger blevet en sjælden sygdom i Danmark. Mæslinger forekommer i dag kun hos personer, som ikke er vaccinerede. Sygdommen ses oftest hos små børn, men enkelttilfælde forekommer hos voksne, teenagere og uvaccinerede førskolebørn.

Vaccine mod livmoderhalskræft (Gardasil) faldet yderligere i pris.

Som følge af parallelimport, har vi reduceret prisen på Gardasil, således at den nu kun koster 900 kr. per stk. Man skal vaccineres i alt 3 gange, så samlet pris bliver 2.700 kr. Vaccinen er fortsat en del af børnevaccinationsprogrammet og således gratis for piger på 12 år.

Så er influenzavaccinen klar – se om du skal vaccineres

Følgende personer har ret til gratis influenzavaccination:

  • Personer, der på vaccinationstidspunktet er fyldt 65 år
  • Førtidspensionister
  • Kronisk syge med følgende lidelser, efter lægelig vurdering:
    – kroniske lungesygdomme
    – hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret forhøjet blodtryk)
    – diabetes 1 eller 2
    – medfødt eller erhvervet immundefekt
    – påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
    – kronisk lever- og nyresvigt
    – andre kroniske sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko
  • Svært overvægtige (vejl. BMI > 40) efter lægelig vurdering
  • Personer med andre alvorlige sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko
  • Gravide i 2. og 3. trimester. Læs mere her.
  • Husstandskontakter til svært immunsupprimerede patienter (medfødt eller erhvervet immundefekt) efter lægelig vurdering.

Vaccinen er klar 1. oktober – du skal selv bestille tid hos lægen.

Intet tilskud til modermælkserstatning

Sundhedsstyrelsen har udsendt et brev til alle læger, om at der ikke ydes tilskud til højt-hydroliserede modermælkserstatninger – f.eks. Nutramigen Lipil 1 og 2, Pepticate, Profylac og Althera – til forebyggelse af allergi hos spædbørn, men kun til behandling af diagnosticeret mælkeallergi.

Tilskud til ernæringspræparater er forbeholdt personer med sygdom eller alvorlig svækkelse. Man kan derfor kun få tilskud til modermælkserstatninger, når produkterne anvendes til behandling af spædbørn med diagnosticeret mælkeallergi. Man kan ikke få tilskud til forebyggelse af allergi, og lægen kan derfor heller ikke ordinere modermælkserstatninger på en grøn recept, når indikationen er forebyggelse af allergi.

Nu skal piger kun have HPV-vaccination 2 gange

Fra næste måned skal piger mellem 9 og 13 år kun have to stik med HPV-vaccine i børnevaccinationsprogrammet. Ændringen i vaccinationsprogrammet skyldes nye videnskabelige studier i denne aldersgruppe, der viser, at antistofniveauet efter to stik med et halvt års mellemrum er ligeså godt som ved tre stik som i det nuværende program.

HPV-vaccine er blevet billigere

Vi har nedsat prisen på HPV-vaccine fra 1.200 til 1.000 kr per vaccination. Det skyldes at det nu er blevet muligt at parallelimportere vaccinen. HPV er en medvirkende årsag til livmoderhalskræft. Man skal vaccineres i alt 3 gange i løbet af 6 mdr.

Behandling med paracetamol under graviditet

Et nyt dansk studie tyder på en mulig sammenhæng mellem moderens indtag af smertestillende medicin med paracetamol under graviditeten og risiko for udvikling af udviklingsforstyrrelser som ADHD (attention deficit hyperactivity disorder) hos barnet.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger er dog  uændrede, indtil flere studier bekræfter den mulige sammenhæng:

  • Generelt bør man anvende så lidt medicin som muligt under graviditet.
  • Ved milde og/eller kortvarige smerter under graviditeten bør ikke-medicinsk behandling så vidt muligt vælges.
  • For gravide gælder fortsat, at smertestillende midler med paracetamol er førstevalgsbehandling ved smerter og febertilstande.
  • Ved behov for smertelindring længere end nogle dages varighed under graviditet bør en eventuel fortsat medicinsk smertebehandling ske i samråd med egen læge.
  • Smertestillende midler af NSAID-typen (fx ibuprofen og diclofenac) bør på grund af risiko for misdannelser anvendes med forsigtighed i 1. og 2. trimester af graviditeten og må ikke anvendes i graviditetens 3. trimester på grund af risiko for blødning og kredsløbsforstyrrelser hos barnet.